Trykt i Nordjyske Stiftstidende 18. november 2019
Af Dorthe Enger
En pilgrimsrejse er en betegnelse for et religiøst ritual, hvor en person drager til et helligsted, der i særlig grad associeres med religionens centrale myter. Pilgrimsrejsen behøver dog ikke at være religiøst motiveret, men har det til fælles med den religiøse rejse, at et bestemt sted har særlig betydning.
Der er to gode ikke-religiøse grunde til at tage til Salzburg på pilgrimsrejse: Mozart og filmen The Sound of Music. Salzburg er Mozarts fødeby, og mange af scenerne i The Sound of Music blev optaget der. I Getreidegasse i Salzburg ligger den verdensberømte komponists barndomshjem og et museum for The Sound of Music således næsten side om side og illustrerer dermed symbolsk byens to enorme turistmæssige indtægtskilder. På verdensplan regnes The Sound of Music blandt en af de 10 mest sete film, og ca. 340.000 mennesker besøger årligt Salzburg motiveret af filmen alene. Her i november har teateropsætningen repremiere i Aalborg.
I efterårsferien var min familie og jeg blandt de 340.000, der skulle besøge de steder, hvor The Sound of Music blev optaget.
Filmen har betydet meget for mig privat og professionelt, siden jeg så den første gang som niårig i 1966. Jeg har skrevet artikler om The Sound of Music, og den har optrådt i en bog, jeg har skrevet. Jeg så derfor frem til besøget i Salzburg og glædede mig til at dele oplevelsen med min familie.
Den første dag besøgte vi Mirabell Haven. I denne smukke have synges en betragtelig del af sangen Do Re Mi. Sangen ender i et musikalsk og visuelt klimaks på trappen, der fører ud af haven. Haven, selv sent på eftermiddagen, vrimlede med mennesker og adskillige imiterede finalesekvensen af Do Re Mi ved at gå op ad trappen, op og ned fra trin til trin (min familie inkluderet). Denne oplevelse gentog sig på alle de steder vi besøgte i løbet af ugen. Der var mennesker fra alle kontinenter, der lod sig fotografere på, hvad vi efterhånden humoristisk betegnede som ”helligstederne.” Der var en stemning af glæde og begejstring, som viste, hvor meget den film har betydet for mange mennesker verden over uanset nationalitet og kultur.
Film er visuel fortællekunst, men i tilfældet The Sound of Music er pointen den, at fortællingen er inspireret af en virkelig families skæbne. Kontrasten mellem fakta og fiktion kan ofte få mange illusioner til at briste, især når fiktionen stimulerer idealisering.
Dette fik jeg lejlighed til at tænke nærmere over, fordi jeg en af de første dage i Salzburg købte en bog, jeg syntes så spændende ud; Die Trapp-Familie. Die wahre Geschichte hinter dem Welterfolg fra 2018 (Trapp-familien. Den sande historie bag verdenssuccesen). Bogen er skrevet af to journalister, Gerhard Jelinek og Birgit Mosser-Schuöker og bygger på indsamlet kildemateriale.
Bogen viser forskelle mellem filmens fremstilling af familien og de faktiske forhold. Nogle er velkendte, som for eksempel, at familien ikke kunne genkende deres kærlige og nærværende far i Christopher Plummers strenge og uempatiske Kaptajn. I virkelighedens verden lader det til, at det var Maria, der var en brutal opdrager, som slog børnene, hvilket hun roser sig af i sin selvbiografi, og hun bliver beskrevet af børnene som en person med store humørsvingninger. Familien fungerede som kor både professionelt og som familie, hvilket betød, at børnene først langt ind i voksenalderen fik skabt sig et selvstændigt liv. De havde ingen selvstændig økonomi og fik dårligt nok lommepenge. I modsætning til virkelighedens Maria lægger filmens kærlige Maria i Julie Andrews charmerende udgave vægt på det enkelte barns særlige behov. I et skænderi med Kaptajnen fremhæver hun således vigtigheden af, at han lærer det enkelte barn bedre at kende.
En anden pointe er, at den rigtige Kaptajn von Trapp var en konservativ, adelig, katolsk patriot. Hans problem med nazisterne var ikke ødelæggelsen af demokratiet men nazismens racereligion og antikatolicisme. I filmen er Kaptajnens syn på nazisternes magtovertagelse begrundet i en patriotisme, der ikke har ikke har noget med religion at gøre, men med kærlighed til fædrelandet. I den amerikanske film fremstår Kaptajnen således mindre politisk og ikke som en adelig repræsentant for en konservativ østrigsk elite.
En tredje vigtig forskydning mellem film og virkelighed er forholdet mellem Kaptajnen og Maria. I filmen er de to et kærlighedspar. Ifølge Maria selv var hun ikke forelsket i sin mand, da hun blev gift. Bogen antyder, at hendes store kærlighed var den katolske præst Franz Wasner. Wasner ledte og udviklede familiekoret og ledsagede senere familien til Amerika. Maria og Wasner skrev og komponerede en kærlighedssang sammen. Bogen stiller det spørgsmål om den yngste søn, Johannes, i virkeligheden ikke er en Trapp men en Wasner, både på grund af fysisk lighed med præsten, og fordi Johannes som den eneste af børnene ikke arvede noget efter faderens død. Denne teori om faderskab er ikke bekræftet af familien.
Det er forståeligt, at familien har et ambivalent forhold til The Sound of Music. En af sønnerne udtaler dog: ”En film, der bringer glæde til så mange mennesker så længe, ligegyldigt hvor sand den er, kan ikke være dårlig”. Det faktum, at hvert medlem ifølge bogen stadig hvert år modtager $100.000 i honorar må også kunne fungere som et plaster på såret.
Det blev et vigtigt og frugtbart element under mit besøg i Salzburg, at jeg besøgte alle de skønne steder, hvor min barndoms elskede film blev optaget samtidig med, at jeg på hotelværelset om aftenen fordybede mig i en konkret families omskiftelige og konfliktfyldte liv.
Jeg blev mindet om Søren Kierkegaards udsagn, at ”Myten lader det foregå udvortes, der er indvortes”. Myter er ikke historieskrivning men fortællinger og skal forstås metaforisk, så de kan inderliggøres og få betydning for den enkeltes liv. The Sound of Music er nok inspireret af en virkelig historie, men filmen er ikke en familiebiografi. Filmen fremstår som en ahistorisk dannelsesfortælling om nonnen og guvernanten Marias udvikling fra barnevoksen til en voksen kvinde og Kaptajnens udvikling fra følelsesfortrængt til følelsesforløst, og den formidler et budskab om håb i en verden truet af totalitarisme og radikalisering, jf. den unge mand Rolfs tilknytning til nazismen i filmen. Genremæssigt – udover at det er en musical – hører den efter min opfattelse til eventyrfilm som Mary Poppins og Harry Potter-filmene.
Ud fra et ”afmytologiserende” perspektiv mister The Sound of Music ikke værdi på grund af kontrasten til den virkelige familie. Denne slippes fri, og der kan gives plads til medfølelse med dens kampe og konflikter uden at dømme den Maria, der ikke har meget til fælles med filmens, men som i høj grad var den drivkraft, der sikrede familiens overlevelse og velfærd i Amerika. Familien og ikke mindst hendes mand fungerer stadig som repræsentanter for de mennesker i Det Tredje Rige, der bevarede deres integritet i stedet for at lytte til nazismens lokketoner.
Det er længe siden, jeg var ni år og så The Sound of Music for første gang. I dag er jeg voksen, mor og bedstemor og lever i en verden, der trues af de kræfter, som herskede i 1930’ernes Tyskland. Jeg fandt frem til, at min pilgrimsrejse til Salzburg var en rejse ind i glæde og håb ved at opleve fællesskab med min familie og de mange andre mennesker fra hele verden, som varmes ved filmens kærlighedsbudskab, dens herlige musik og Salzburgs charme.
Hvis du vil læse mere om The Sound of Music, kan du læse min kronik om filmen fra 2015 i Berlingske Tidende: “The Hills are still alive: The Sound of Music fylder 50 år.”