Af Dorthe Enger
Trykt i Kristeligt Dagblad d. 28.6. 2021 under titlen “Brinkmann løber ind i problemer med sit trosbegreb”.
I Mit år med Gud undersøger Brinkmann, om det giver mening at integrere et gudsbegreb i en moderne, sekulariseret og agnostisk verdensanskuelse. Han ønsker også at indtage rollen som brobygger i en debat om religion, der efter hans mening er en hanekamp mellem religiøse fundamentalister på den ene side og hårdtslående ateister på den anden.
Mit år med Gud viser, at Brinkmann bevæger sig henimod et metamoderne verdensbillede, hvor der integreres elementer fra præmoderne, moderne og postmoderne verdensbilleder. Et sådant projekt kan imidlertid skabe fjender til alle sider; ikke mindst hos den store gruppe af læsere, der deler hans synspunkter og måske kan betvivle hvor fast, han nu står. Han søger således i starten af bogen at berolige med, at han på sin rejse med Gud næppe forlader sin forankring i et moderne videnskabeligt verdensbillede. Han understreger også kraftigt sin aversion mod religiøs fundamentalisme på den ene side og nyreligiøsitet og selvudvikling på den anden.
Denne kronik ser kritisk på, hvordan Brinkmann forhandler udfordringerne ved at gå på opdagelse i nye landskaber, skabe et samtalerum for at kunne tale om Gud og være tro mod de samfundskritiske holdninger, som hans mange læsere har sat pris på i hans anti- selvhjælpsbøger.
Brinkmann mener, at ja, det giver mening at lukke Gud ind i et moderne verdensbillede, men ikke i præmoderne skikkelse af den magtfulde Gud, som Nietzsche erklærede for død. Inspireret af filosoffen John D. Caputo finder han det muligt at tro på en Gud, der glimrer ved sin afmagt. I Caputos svaghedens teologi er Gud en betegnelse for det ubetingede, symboliseret af Jesus. Jesus – den svage Gud – insisterer på næstekærlighed og tilgivelse som ultimative kvaliteter i verden. Den stemme er mennesket kaldet til at lytte til, men den eksisterer ikke som en metafysisk kraft men som en sammenkobling af ultimative værdier med den menneskelige eksistens.
Bortskaffelsen af Gud som en metafysisk kraft kan berolige moderne agnostikere, men da Brinkmann skærer hjørnet af den ene vinkel af treenigheden, “Himlens og jordens skaber”, bliver det svært at bygge bro til traditionel kristen dogmatik med rødder i det præmoderne. Samtidig siger Brinkmann dog ikke goddag til postmoderne relativisme, fordi der er iboende kvaliteter, der er givet med den menneskelige eksistens.
Hvordan tager en tro på en sådan svag Gud sig så ud? Brinkmann løber ind i problemer med sit trosbegreb. Han skelner ikke mellem tro som overbevisning (engelsk belief) og tro som tillid (faith), men sammenkæder tro og tvivl uden denne nuance. Tvivl hører sammen med tro som overbevisning, men ikke med tro som tillid. En overbevisning om et verdensbilledes sandhed rækker kun til det ikke mere overbeviser. Det gælder religiøse verdensbilleder, ideologier og videnskab som livsanskuelse i skikkelse af scientisme. Tro i betydningen tillid er ikke et forhold til en mental konstruktion men et spørgsmål om tillid til, at kærlighed og tilgivelse eksisterer og kan erfares. Disse kvaliteter er ubetingede, mener Brinkmann og understreger derfor også, at man ikke skal tvivle på kærlighed til ens nærmeste, for så er der noget man har misforstået.
Endvidere associeres tro som overbevisning ofte med tro på en monoteistisk gud eller fundamentalisme, hvilket ikke falder i god jord i et moderne verdensbillede. Brinkmann kommer ud over dette problem ved for det første, at skille tro og religion ad gennem et protestantisk syn på tro som en personlig sag og religion som kollektiv praksis. På denne måde kan Brinkmann bruge tro om sit forhold til den svage Gud, men undgå at anbringe sig selv i en religiøs boks.
Endelig distancerer sig han sig yderligere fra trosbegrebet ved, som han skriver, ikke at have slettet agnostiker på sin Facebook profil. Dermed strækker han agnosticismebegrebet til at betyde tro for tvivlere, som også fungerer som undertitel på hans bog. Imidlertid udfordrer hans insisteren på absolutte kvaliteter som næstekærlighed og tilgivelse både agnosticismens neutralitet og et postmoderne socialkonstruktivistisk verdensbillede, hvor værdier betragtes som konstruerede og ikke givet med eksistensen.
En tro på det ubetingede forudsætter mennesket som en etisk aktør, der rækker ud over sig selv mod næsten. Brinkmann inddrager sin gamle polarisering mellem selvindsigt og selvudsigt. Hvor fællesskabets religion var opium for folket i Marx’s optik, har selvets religion, (meditation, spiritualitet og selvudvikling) overtaget rollen ved at internalisere ansvaret for at acceptere uudholdelige arbejdsvilkår. Denne kritik er helt på sin plads, men fordi Brinkmann ikke ser selvindsigt og selvudsigt som to ligeværdige og ligestillede måder, hvorpå mennesker kan orientere sig, minimerer han selvindsigt på bekostning af selvudsigt. Meditation kan således både bruges som træning i at finde sig i hvad som helst med indre ro, men kan også resultere i opvågnen og dermed skabe forandring til gavn for andre. Meditation kan også resultere i religiøse oplevelser, hvor selvet udvides, og der skabes relation til helheden.
Brinkmanns kritik er et opgør med et præmoderne verdensbillede med dets kollektive religion og postmodernitetens selvets religion. I denne bog giver han imidlertid plads til den religiøse oplevelse til mulig skuffelse for de læsere, der kan tolke det som knæfald for selvets religion. Han beskriver sin egen helhedsoplevelse af kosmisk sammenhæng gennem en naturoplevelse, men nedtoner den. Oplevelsen gjorde ham hverken religiøs eller til et bedre menneske, skriver han. Brinkmann rodfæster oplevelsen teoretisk i sociologien, filosofien og psykologien. Mennesket lever ikke i en affortryllet moderne verden af mekaniske fysiske processer men i resonans med helheden (Hartmut Rosa), det store meningsfulde Du (Martin Buber). Religion er menneskets totale svar på livet (William James), og mennesket hører til i universet (Charles Taylor). Disse tænkere understøtter en slags præmoderne helhedstænkning men ud fra et moderne videnskabeligt ståsted.
Ved at se mennesket som en aktiv og etisk deltager i et meningsfuldt kosmos kommer Brinkmann tæt på et katolsk menneskesyn og på kollisionskurs med hans protestantiske definition af det kristne menneske som afmægtigt i starten af bogen.
Brinkmann mener ikke, at videnskab kan erstatte religion men ser naturvidenskaben som en mulig portal til oplevelsen af det totale. Her ligger han tæt op ad den naturteologiske position, som blandt andre den naturvidenskabelige forsker og katolske biskop Niels Steensen udtrykte i det anatomiske teater i København, da han i sin indledningsforelæsning i 1673 fremhævede, hvordan obduktionen af en kvinde afslørede den fysiske verdens forunderlige og vidunderlige indretning og pegede hen på Gud.
Som personlig dannelsesrejse fungerer Mit år med Gud fint, fordi bogen viser en nysgerrig (og modig) Brinkmann, der afsøger og udforsker nye perspektiver for at søge afklaring. Brinkmanns projekt viser en metamoderne tendens som han ikke er alene om. Den kan også iagttages i den religionskritiske engelske forfatter Philip Pullmans (forfatteren til His Dark Materials trilogien) seneste romaner. Denne velgørende afsked de fasttømrede overbevisningers tunnelsyn har imidlertid konsekvenser. Som brobygning mellem forskellige perspektiver har Brinkmann derfor skabt sig en øretævernes holdplads, hvor det er svært at gøre alle tilpas.