Kronik i Weekendavisen d. 16. Februar 2017
Af Dorthe Enger
2017 markerer, at det er 500 år siden, at Martin Luther indledte reformationen og splittede den katolske kirke. Denne begivenhed har været anledning til konflikter og krige, hvor politisk magt (verdslig og kirkelig) har stået i centrum med teologien som våben og anledning. På grund af globaliseringen har den gamle konflikt mistet noget af sin aktualitet. På det livsanskuelsesmæssige marked er kristendommen en bod blandt andre. Måske er tiden nu kommet til at udforske de kristne profiler, acceptere deres forskellighed og reflektere over, hvordan de kan præge verden i fremtiden.
Hvad kunne man ønske sig for kristendommen i 2017 set i lyset af reformationsåret? Svaret afhænger selvfølgelig af hvem, man spørger. Hvis jeg, som i eventyrene, fik tre ønsker, hvad ville jeg så ønske mig?
For det første at katolicismen tager et opgør med en patriarkalsk magtstruktur, der hører en præmoderne tid til.
Magt forbindes ofte med noget negativt, noget beskidt, men magt er nødvendigt for at kunne effektuere beslutninger og sætte grænser. Det positive ved den centraliserede magt i den katolske kirke er, at den har skabt en ramme for den kristne fortælling, der kan genkendes over hele kloden. Den katolske kirke har gennemslagskraft. Paven har status, og også andre end katolikker lytter til ham. Mange paver har talt fredens, retfærdighedens og de undertryktes sag og på den måde fungeret som en global samvittighed.
Ud fra mit postmoderne perspektiv er det negative ved pavedømmet klerikalismen (lægfolkets underordnede rolle i forhold til præsteskabet) og det præmoderne syn på kønsroller. Den nuværende pave ønsker mere dialog med lægfolket, men han går ikke ind for kvindelige præster. Han mener dog, at kvinder skal have mere indflydelse i kirken. Mange katolske kvinder har i forvejen ledelsesfunktioner i klostre og skoler, men de har ikke den kirkepolitiske magt til at ændre på forholdene i den katolske kirke generelt. Det betyder imidlertid ikke, at de ikke har kunnet præge beslutninger. Som præsters personlige venner eller som elskerinder har de haft og har uformel indflydelse. Denne ”Lady Macbeth” rolle er i min optik ikke værdig for moderne kvinder. Den er både uigennemsigtig og gratis, da den foregår i det skjulte uden ansvar.
Luthers opgør med den katolske kirkes magthierarki var en tiltrængt systemkritisk dagsorden, som han (dog ikke som den eneste) introducerede med stor kraft. Samtidig var hans giftermål en genoptagelse af en gammel kristen praksis, der på sin vis indvarslede adgangen til præsteembedet for kvinder i mange protestantiske kirkesamfund. Kvinden blev nu tættere forbundet med embedet gennem sin funktion som præstens kone. Luther blev en reformator, der rystede datidens pose. Desværre blev denne rolle koblet med ikon status, bl.a. i den danske folkekirke, som resulterer i, at hans negative virkningshistorie underspilles, herunder effekten af hans antisemitiske udtalelser og hans negative menneskesyn.
I den forbindelse, og det er hermed overgangen til mit andet ønske, synes jeg, at Luthers pessimistiske menneskesyn, hvor mennesket ikke kan bidrage med noget selv, er for ensidigt. Jeg ville ønske, at Luthers ven Philip Melanchton fik lov til at overskygge Luther på dette område. Hans kristne humanisme ligger tættere op af det katolske holistiske menneskesyn, hvor Gud og menneske ikke er hinandens modsætninger, og hvor menneskets svage og onde sider ikke får lov til at blive den endelige sandhed. Grundtvigianismen og K.E. Løgstrups filosofi repræsenterer også dette mere positive menneskesyn.
I en postlutheransk kultur som den danske er det pessimistiske menneskesyn et problem. Gennem troen og troen alene kan det afmægtige menneske ud fra et lutheransk perspektiv udføre gode gerninger. Det fyldes op gennem troen på Jesus budskab og værdier og kan dermed handle godt. Men hvad sker der, når troen forsvinder, og det der er tilbage er menneskets tomme og fornedrede indre, der ingen værdi har i sig selv? Så er porten åben, og andre dagsordner kan flytte ind. Og det er præcis de andre dagsordner, som debattører som Sørine Gotfredsen og Svend Brinkmann tager fat på i deres kulturkritik.
Gotfredsens løsning er en styrkelse af eller tilbagevenden til troen. Brinkmann, der har det negative lutheranske menneskesyn til fælles med Gotfredsen, men ikke det religiøse, ønsker at flytte fokus fra den personlige oplevelse og selvindsigt til et udadrettet fokus mod medmenneskene, kærligheden og den etiske forpligtelse. Brinkmann kommer desværre, som jeg ser det, til at smide barnet ud med badevandet gennem sin polarisering af selvindsigt og selvudsigt. Den subjektive oplevelse og selvindsigten, som psykologien, kristen og østlig mystik har udviklet teknikker til at udforske, står ikke i vejen for kærlighed og etisk forpligtelse. Tværtimod. ”Tag først bjælken ud af sit eget øje, så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders”(Matthæusevangeliet kap. 7 v.5).
Misbruget af disse sindsteknikker, som Brinkman bruger som argument mod den indre oplevelse og selvindsigtens vej, kan hænge sammen det pessimistiske mindset, som stadig lever, men uden et religiøst indhold. Det indre tomrum gør det, som nævnt, let at overtale mennesker til, at de trænger til en opgradering. Her kan arbejdspladser i værste fald bruge sindsteknikker grænseoverskridende mod den ansatte, så vedkommendes personlighedsudvikling eller mangel på samme kan bruges som argument for forfremmelse eller fyring. Samtidig er det trist, at folkekirkepræster, der interesserer sig for religiøse oplevelser og åndelig udvikling og inviterer deres sognebørn til meditationskurser, ofte ses på med skepsis af repræsentanter for den kirkelige institution, for hvem det lutheranske menneskesyn synes at stå uantastet.
Og dermed kommer jeg til mit sidste ønske, nemlig, at mange mennesker vil læse Karen Blixens Babettes Gæstebud i det nye år, så de kan lade sig inspirere af en kvindeskikkelse, der som en moderne tids reformator skaber åndelig fornyelse blandt sine medmennesker gennem sin skabende kraft, og som viser at det indre univers og det ydre kan være intimt og glædesfyldt forbundet.
Højdepunktet i Babettes Gæstebud er middagen, der afholdes til minde om den afdøde og savnede provst i det lille norske sogn Berlevåg. Babette giver det bedste hun har, sin madkunst, for at vise taknemmelighed over for de mennesker, der har taget imod hende som flygtning. Hun modtager ikke nogen ros eller anerkendelse for sin præstation. I slutningen af Babettes Gæstebud sidder den udmattede Babette i køkkenet ved huggeblokken, der metaforisk bliver det kunstneriske alter, hun ofrer sig på gennem hengivelsen til sin madkunst. Gæsterne indtager i løbet af måltidet skildpaddesuppe. Skildpadden er tidligere i novellen sammenlignet med en slange. De indoptager således slangen i et omvendt syndefald, hvor de gennem den sanselige nydelse fristes ind i livet. Oplevelsen af velbehag gennem vinen og maden åbner vejen til deres hjerter, og gamle konflikter bilægges.
Babette overtager præsterollen, idet hun fornyr sammenhængskraften i det fællesskab, som provsten tidligere var leder for. I modsætning til ham knytter hun ikke sognebørnene til sig i et afhængighedsforhold. Hendes rolle er frisættende, og på den måde fungerer hun som en Jesusfigur. Hendes karakter bliver dermed et billede på Jesus’ opvurdering af kvinden i Det Nye Testamente. Det er slut med den syndige Eva, der er skurken i Det Gamle Testamente. Denne skrækkelige syndefaldsfortælling, der udtrykker patriarkatets projektion af ansvaret for ondskaben på kvinden, får i Karen Blixens fortælling en anden og livsbekræftende drejning. Denne stærke kvindeskikkelse og det positive og holistiske menneskesyn i novellen er godt at lade sig inspirere af i det nye år.